Her kan du bo for dig selv - sammen med andre

Det er socialrådgiveren i din kommune, der bestemmer, om du må flytte ind på Opholdsstedet Fyrtårnet og Bofællesskabet Lægårdvej.

Der kan være forskellige grunde til at flytte ind her på Lægaardvej i Holstebro. Uanset din baggrund møder vi dig her som den, du er.

Du er unik, og dit liv er dit liv. Vi ønsker, at du skal have mest mulig indflydelse og medbestemmelse på dit eget liv og dit eget hjem.

Vi er her for at vejlede og støtte dig i alt fra små bobbyprodjekter til store og vigtige beslutninger for dig og dit fremtidige liv.

Din motivation og dine egne mål er udgangspunktet for din udvikling, og vi vil støtte dig i at afprøve og indfri dine mål bedst muligt.

Opholdsstedet Fyrtårnet

Et ophold på Opholdsstedet Fyrtårnet er et midlertidigt ophold i kortere eller længere tid.

Et ophold her hjælper dig med at finde ud af, hvor og hvordan du skal bo engang i fremtiden. Nogle bor her i få måneder, mens andre bor her i flere år. Det er hjemligt at bo på Fyrtårnet, og du hjælper selvfølgelig med at få det hele til at fungere som et godt hjem, hvor det er rart at være fx ved at deltage i rengøring og madlavning.

Annekset

Annekset er en del af Fyrtårnet. Når du er klar til det, hjælper vi dig videre ud i livet. Måske begynder du med at flytte ind i ”Annekset”, som er et hyggeligt hus, hvor du har mulighed for at lære at stå på egne ben, inden du for alvor skal videre - måske videre til Bofællesskabet Lægårdvej. Det vigtigste er, at du er klar til at klare dig selv, når du flytter herfra.

Bofællesskabet Lægårdvej

Bofællesskabet Lægaardvej ligger i en selvstændig bygning ved siden af Fyrtårnet. Her er fire selvstændige lejligheder, som alle ligger omkring en stor fælles stue og et hyggeligt køkken.

I Bofællesskabet kan du bo permanent så længe, du selv har lyst. Du får din egen lejlighed og kan selv bestemme hvor meget eller hvor lidt, du ønsker at være sammen med de andre beboere. I skal blot være enige om reglerne for huset. Bofællesskabet har en husaftale, som I skal være enige om. Selvom du bor i et andet hus end Fyrtårnet, har du i bofællesskabet stadig mulighed for at tale med de ansatte herfra, som kigger forbi både morgen, eftermiddag og aften.

Vi hjælper dig på vej

Vi vil gerne hjælpe dig med at finde den rigtige uddannelse, et arbejde og måske en lejlighed ude i byen. Og det er en god dag, når det sker. For hele formålet med vores arbejde her er at hjælpe dig på vej videre ud i livet – så godt som det overhovedet er muligt.